Afhandling: Evagrios’ vej til apatheia

Afhandling: Evagrios’ vej til apatheia

For det moderne menneske klinger apatheia – eller apati, som vi normalt kalder det – negativt. Apati betegner nærmest en sygelig tilstand af ligegyldighed og manglende evne til empati. Dette er ikke, hvad det Evagrios af Pontos’ (omk. 345-399) idé om apatheia står for, tværtimod. Apatheia kan oversættes med ’frihed fra (unaturlige) lidenskaber’ eller ’lidenskabsløshed’ og betegner den tilstand, hvor munken har lært at tøjle sig selv og sine lidenskaber og lyster. Først når munken har lært dette, er han virkelig fri til at kunne elske mennesker helt.

Men hvordan forstår Evagrios askese? Hvordan hænger Evagrios’ forståelse af askese sammen med ideen om apatheia? Hvordan kommer man frem til apatheia? Er apatheia et stadium, der kan opnås i dette liv, eller er det blot et ideal? Og hvis det kan opnås, er det da permanent, eller kan man miste det igen?

Opgaven her er et forsøg på at forstå begrebet apatheia, som det forekommer hos Evagrios. Som vi vil se, er apatheia et centralt begreb i Evagrios’ forståelse af den asketiske praksis, den praksis, der skal føre munken til den højeste erkendelse, nemlig erkendelsen af Treenigheden. Evagrios’ tænkning er todelt. Den ene del handler om det asketiske, praktiske liv. Den anden del handler om det gnostiske liv, det erkendelsesmæssige og kontemplative. Apatheia er målet for den praktiske del og dens frugt er kærlighed.

Læs afhandlingen her.