Afhandling: Origenes’ og Maximos Bekenderens eskatologiske visioner

Afhandling: Origenes’ og Maximos Bekenderens eskatologiske visioner

I øst har der været konsensus om, at mennesket – trods syndefaldet – er frit, og at frihed og Guds nåde forudsætter hinanden. Men spørgsmålet står dog stadig åbent: hvor langt rækker denne frihed? Griber den også ind i eskatologiens fuldendelse, dér hvor Gud bliver ”alt i alle” (1. Kor 15:28), og hvor mennesket (ifølge østlig soteriologi) bliver guddommeliggjort (theosis)?

Der er stor spænding i at diskutere forholdet mellem Origenes (185-254) og Maximos Bekenderen (ca. 580-662). Begge var de banebrydende filosofisk engagerede teologer, der gjorde brug af den antikke filosofiske tradition.

Origenes er på den ene side den teolog, der dannede grundlaget for en stor del af den østlige teologi. Samtidig har hans teologi, der omfattede ideer om præeksistente sjæle, hans apokatastasislære (som nødvendig følge af et system), muligheden for utallige nye fald efter den eskatologiske fuldendelse, og andre idéer medført, at han i 553 blev forkætret.

På den anden side har vi Maximos, der af mange anses som den teolog, der samlede Østkirkens teologi i en syntese. Samtidig gjorde Maximos brug af Origenes (idet han voksede op i et origenistisk præget klostermiljø), og man skal ikke beskæftige sig særlig indgående med Maximos, før man opdager, at hans teologiske tanker fødes ud af en teologi, som Origenes lagde grunden for længe før.

Opgavens ledende tanke er, at det er kristologien, der adskiller Origenes og Maximos, og at det er den kalkedonensisk-kristologiske lære om den hypostatiske forening i Kristus, der er nøglen til at forstå eskatologien hos Maximos. I forlængelse heraf er opgavens tese: at den hypostatiske forening bekræfter idéen om et theandrisk mulighedsrum, hvor mennesket aktiveres i et reciprokt forhold til Gud.

Læs afhandlingen her.