Foredrag: Østkirkens mystiske teologi

Foredrag: Østkirkens mystiske teologi

Kristi forklaring

Hvor begynder man, når man skal lige noget om så stort et emne? I ortodoks tradition hænger mystik og teologi helt sammen. Så at sige noget om østkirkens mystik er at sige noget om hele kirkens teologi.

(Hos Lossky bliver det klart, at begrebet mystik dækker over teologien om foreningen med Gud.)

Men man kan også begynde et helt andet sted: foran ikonen. Historie: Efter min bachelor levede jeg i et halvt år i et klosterlignende fællesskab i Sverige. Hver morgen, men stjernerne endnu stod klart på himlen, trådte jeg ind i kirken og tændte et vokslys foran ikonen, der forestiller Kristi forklaring.

Det er ingen tilfældighed, at det netop var den ikon, jeg gik til. Ikke blot fordi det er min yndlingikon, men også fordi den rummer hele visionen for den østkirkelige, mystiske teologi. Siden dengang har jeg selv fået malet ikonen, så da jeg skulle begynde min forberedelse til i aften, begyndte jeg foran ikonen.

Ikonen af Kristi forklaring af nok det bedste udtryk for mystik, som det er forstået i østlig sammenhæng. Den siger utrolig meget. Men der er især tre ting, vi skal være opmærksomme på i aften.

For det første: På toppen af bjerget får disciplene, Peter, Jakob og Johannes, en erfaring af menneskets mål: at mennesket skal forvandles til at ligne og forenes med Gud. Dette kalder østkirken for guddommeliggørelse, theosis.

For det andet: På toppen så de Kristus helt forklaret, helt gennemlyst med skinnende, hvide klæder. De fik lov at se Kristus i opstandelsens klare lys, som han virkelig er. De erfarede ”det uskabte lys,” som fædrene kalder det.

For det tredje: Kristus havde inviteret disciplene med på en vandring op på bjerget. Forud for denne erfaring af Kristus havde disciplene vandret, arbejdet og kæmpet for at nå toppen. Dette kalder østkirken for askesis, der betyder øvelse eller træning.

Det er de tre elementer, vi skal se nærmere på i dag: Guddommeliggørelse (som et resultat af dette mødet med); det uskabte lys; og askese (som en forudsætning for det hele).

A: GUDDOMMELIGGØRELSEN

I ortodoks teologi taler man om guddommeliggørelse. Menneskets mål er at blive guddommeliggjort. Guddommeliggørelse er både en proces og målet for denne proces. Guddommeliggørelse dækker over hvad teologier i vesten mener med helliggørelse, uden at det er helt sammenligneligt.

Hvor har de det her med guddommeliggørelse fra? Et af de afsnit, fædrene har kommenteret mest på i bibelen, er 2 Pet 1:4, hvor der står, at vi skal få ”… få del i guddommelig natur.”

At få del i guddommelig natur svarer til at komme til at ligne Gud og blive forenet med ham.

Jeg ved ikke, hvad I tænker, når I hører begrebet guddommeliggørelse. Nogle hører en genklang af slangens tale til Ada, og Eva: Slanger sagde: ”… den dag I spiser af den (frugten), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.”

Er det dét, fædrene mente med guddommeliggørelse? Kirkefædrene mente ikke, at man kunne sammenligne slangens drejning af sandheden med andre lignende udsagn i bibelen, så når Jesus gentager Salmistens ord: ”Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste” (Sl 82:6).

Slangen prøvede at pege på en vej, hvor mennesket skulle kunne opnå guddommeliggørelse i sig selv, uden om Gud, det, vi kalder afgudsdyrkelse. I slangens vision skulle mennesket tage Guds plads.

*

Hvad betyder så guddommeliggørelse hos fædrene? ”Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud,” sagde Athanasios af Alexandria.

Gud blev menneske i Kristus, for at mennesket i Kristus kunne blive Gud. Fordi Kristus stiger ned, kan vi stige op. Det er indholdet af, at Kristus siger, at han er ”vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14:6).

Det er Logos, der åbner vejen for enhed med Gud. Men hvorfor er det lige præcis Kristus, der åbner vejen til Faderen, og ikke bare Ånden eller Faderen selv?

Fordi Kristus er helt menneske og helt Gud. Helt Gud: Har samme væren som Faderen. Ja, Logos er konsubstantiel med Faderen og Ånden. Hvis Logos ikke har den samme substanse som Faderen, er vores guddommeliggørelse ikke mulig.

Helt menneske: Han er menneske, som vi er det, dog uden synd. Alle stridighederne igennem de første mange århundrede af kirkens historie er bundet op på dette spørgsmål om, hvorvidt Kristus er menneske i ordet reelle betydning. Og hvorfor er det så vigtigt? Fordi: ”hvad, der ikke er antaget, er ikke frelst,” som kirkefaderen Kyril af Alexandria sagde.

*

Som sagt er guddommeliggørelse en proces, der begynder med skabelsen. Vi er skabt for at blive frelst.

Mennesket er skabt i Guds billede og til Guds lighed. Hos Irenæus og Maximus finder vi den tanke, at mennesket, Adam og Eva, var børn i Paradis, dvs. de var endnu ikke modne og fuldkomne. Deres opgave var at modnes til Guds lighed.

Den bevægelse, der kunne muliggøre denne lighed, var Guds inkarnation i materien. Menneskets bevægelse opad mod lighed med Gud, var muliggjort gennem Guds inkarnation nedad til lighed med mennesket.

Maximos Bekenderen minder os om, at skabelsen er begyndelsen for forløsningen, og forløsningen er fuldendelsen af skabelsen. Skabelse og frelse er uløseligt forbundet. Skabelse og frelse er ikke plan A og B, som om Guds første plan mislykkedes, hvorefter han fandt på en ny. Inkarnationen var altid meningen, fordi Gud ønsker det dybest mulige fællesskab med os.

Østkirken opererer også, som Vestkirken, med et syndefald i Paradis, men dette syndefald ændrede ikke ved menneskes konstitution som skabt i Guds billede. At døden blev et eksistensvilkår for mennesket, der ellers var tænkt at skulle leve evigt, var en uhensigtsmæssig omvej i Guds store frelsesvej mod hele skabningens modning, guddommeliggørelse. Syndefaldet var forårsaget af menneskets fri vilje, men viljen forblev fri også efter syndefaldet. Østkirken anser i forlængelse heraf Augustins arvesyndslære for at være et kristent kætteri.

*
Guddommeliggørelsen af mennesket svarer til den virkelighed, der er i Kristus selv. Kristus er som sagt helt Gud og helt menneske, men består som en person. Den hypostatiske forening, kaldes det.

Den forening, der finder i Kristus, svarer til vores forening med Gud. Ligesom Kristi menneskelige natur bliver guddommeliggjort i foreningen med hans guddommelige natur, sådan bliver hele menneskeheden, ja hele kosmos, forenet og guddommeliggjort i mødet med Gud.

At denne forening forefindes i Kristus, muliggør at den kan forefindes for hele skabelsen. I denne proces indtager mennesket en særlig rolle, fordi mennesket som præst for hele skabelsen er konstitueret som et mikrokosmos, en lille verden. Og gennem mennesket bliver hele skabelsen ført til og forvandlet af Gud.

*

Vi bliver altså forenet med Gud gennem Kristus. Men hvad er det, vi bliver forenet med? Da jeg indledningsvis citeret 2 Petersbrev, er der jo ingen tvivl om forenings realitet: Vi får ”del i guddommelig natur.”

Men hvad betyder det helt præcist? Får vi del i Guds ousia, hans væren? Hvis det er sandt, ville vi blive Gud, som Gud er Gud, altså Gud af natur og ikke af nåde.

Dette spørgsmål er grunden til tanken om ”det uskabte lys,” som vi kommer til nu.

B: DET USKABTE LYS

I kan se på ikonen, hvordan Kristus stråler, og strålerne er forbundet med menneskets evne til at se. På ikonen møder strålerne disciplenes øje. Det er et skær så stærkt, at de må vende sig væk.

Det uskabte lys, som de her stråler udtrykker, og som disciplene erfarede, er Guds energier, som det hedder i østkirken.

I ortodoks tradition trække de en skillelinje mellem Guds væsen på den ene side og hans energier på den anden. Guds væsen er hans natur og indre væren. Guds energier er hans virke, aktivitet, hans handlinger.

Athanasios siger det sådan her: ”Han er ifølge sit væsen uden for alt det skabte, men ved sit mægtige virke er han tilstede i alle ting.”

Guds væsen betyder, at hans altid er den Helt Anden, der altid er uden for vores rækkevidde. Vi kan ikke begribe ham, og vi kan ikke definere ham. Han undslipper alle vores kategorier og udsagn. Deus semper major, sagde fædrene. Vores møde med Gud erfares altid som et mysterium.

*

Da Gregor af Nyssa skulle beskrive vejen til Gud, tog han udgangspunkt i Moses’ liv. Moses mødte Gud i lyset i den brændende busk (2 Mos 3:2), i skyen i en blanding af lys og mørke i en ”skystøtte og ildstøtte” (2 Mos 13:21) og i mørket, i ”mulmet, der hvor Gud var” (2 Mos 20:21). Bevægelsen går fra lyset til mørket, fra viden til ikke-viden.

(”Gud er ikke så meget genstand for vores viden som årsag til vor undren,” siger metropolit Kallistos Ware. I en kommentar til salme 8 siger Gregor af Nyssa: ”Guds navn kender vi ikke, men det fylder os med undren.”)

Mulmet er det mest sande udtryk for Gud. Dér i mørket kan vi ikke definere Gud eller sætte ham i bås. Dér kan han være den, han er.

Den, der vandrer mod Gud, vil opleve, at han er et mysterium, som det er svært at sige noget om. Det er svært at give positive, bekræftende udsagn om Gud. For Gud er altid mere end det. Gud er kærlighed, men han er også mere end kærlighed. Gud er eksistens, han er også mere end eksistens. Ja, Gud eksisterer, eksisterer ikke og transcenderer eksistens. Gud er altid større, Deus semper major, sagde fædrene.

Historie: Abba Antonios fik besøg af nogle brødre, og han spurgte dem om skriften. Til sidst svarede abba Josef: ”Det ved jeg ikke.” Antonios: ”Sandelig, Abba Josef har fundet vejen, for han sagde: Det ved jeg ikke.”

Ikke-viden er det mest fuldendte erkendelse af Gud. Dette kaldes apofatisk teologi, negativ teologi, og står overfor katafatisk teologi, positiv teologi. Men det er ikke sådan, at apofatisk teologi ikke siger noget som helst.

Historie: Engang var der en konkurrence i et tidsskrift, hvor det handlede om at skrive ind om sjove skilte. I et af indlæggende fortaltes der om et skilt, hvor der stod: ”Denne vej fører ikke til N.”

For dem, der befandt sig i området og kendte vejene, gav det sikkert mening med sådan et skilt. Det sagde noget positivt.

Det mulm, vi går ind i sammen med Moses, viser sig at være et strålende mørke. Mørke og lys kan give den samme erfaring.

Eksempel: Mørkt hus. Køkkenlamper, der blænder. Mørke og stærkt lys giver den samme erfaring af blindhed. ”Det blændende mørke,” er det også blevet kaldt.

”Den apofatiske ikke-videns vej fører ikke til tomhed, men til fylde,” siger Kallistos Ware. Vores negationer er i virkeligheden bekræftelser på et højere niveau.

Den apofatiske vej er altså i sidste ende positiv, for den hjælper os til at gå bag om ord og idéer til en umiddelbar erfaring af den levende Gud.

Dette er netop indholdet af ordet ”mysterium.” Det græske substantiv mysterion er forbundet med verbet myein, som betyder ”at lukke øjnene og munden til” (som disciplene gør på ikonen).

Mysteriet er noget, vi kan erfare, men som ikke kan beskrives med ord. Paulus beskriver sin mystiske erfaring uden ord (2 Kor 12:2-4): ”hørte uudsigelige ord.”

Mysteriet er ikke noget ’mystisk’, noget forvirrende eller en gåde. Mysteriet er tværtimod noget, der åbenbares, så vi kan begribe det, men som vi aldrig kan begribe til bunds, fordi mysteriet fører os dybere ind i Guds dybder og hans mørke.

*

Så for at komme tilbage til vores spørgsmål: Hvad er det, vi bliver forenet med i guddommeliggørelsen, så kan vi indtil svare: Vi kan aldrig forenes med Guds ousia, hans væren, for så bliver vi Gud af natur og ikke af nåde.

Guds væsen betyder, at hans altid er den Helt Anden, men gennem hans energier kan vi erfare ham som helt nær. Vi kommer aldrig til at kende hans væsen, men vi kan kende Gud gennem hans aktivitet, for Gud giver sig helt og fuldt til os gennem sine energier.

Basilios den Store siger: ”Vi kender hans væsen gennem hans virke, ingen har nogen side set Guds væsen, men vi tror på hans væsen, fordi vi erfarer hans virke.”

Så hvad er det vi bliver forenet med i vores guddommeliggørelse? Ikke Guds væsen, ousia og natur, men hans energi.

Der er tale om forening, ikke sammensmeltning eller sammenblanding. Selv om mennesket gøres til ét med Gud, forbliver det helt menneske. Der er forsat et du og et jeg.

Maximos Bekenderen bruger Kristus som nøgle til at forstå denne forening. Vores forening med Gud svarer til foreningen mellem den guddommelige natur og den menneskelige natur i Kristus selv, ”uden sammenblanding, forandring, splittelse eller adskillelse”, som koncilet i Kalkedon (451) taler om.

*

Lyset, som disciplene så, er Guds energier. De er uendelige, uskabte og åndelige. Men fordi disciplene oplevede at blive forvandlet kunne de se dette åndelige lys med legemets øjne. Der var altså sket en forvandling i dem selv.

Gregor Palamas siger: ”Den, der participerer i de guddommelige energier, bliver selv, til en vis grad, lys; han er forenet med lyset, og gennem det lys ser han med bevidstheden intakt alt det, der er skjult for dem, der ikke har denne nåde.” Og så citerer han: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.” (Matt 5:8)

*

Jeg tror godt, man kan sige, at i østkirkelig tradition er nåde lig med nærvær. Nåden er at leve i Guds nærvær. I øst er det uskabte lys nåden.

Når ortodokse taler om guddommeliggørelse, siger de altid ”guddommeliggjort af nåde.” Det er ret vigtigt. Guddommeliggørelsen er ikke noget, vi kan opnå af egen kraft eller anstrengelse. Det er ikke noget, vi kan fortjene.

Logikken er, at når Kristus bliver menneske, bliver han det af natur. Men når vi bliver guddommeliggjort, bliver vi det af nåde. Vi bliver af nåde, hvad Kristus er af natur. Kristus er Gud af natur, vi bliver guddommeliggjort af nåde.

Vi bliver guddommeliggjort af Guds energier, af det uskabte lys, af Guds nærvær, af nåden.

C: ASKESEN

Theosis forudsætter kenosis. Guddommeliggørelse, at fyldes af Gud, forudsætter at vi giver afkald, kenosis.

Ligesom bjerget er et billede på menneskets aktive medvirken i guddommeliggørelsen, er ørkenen, som Moses går igennem fra lys, til sky og til mørke det også.

Bjerget og ørkenen er billeder på den renselse (græsk katarsis), som mennesket må gennemgå i vandringen med og mod Gud. På denne vandring må mennesket konstant omvende sig (græsk metanoia, som egentlig er hjertets forvandling).

”Inkorporationen af mennesket ind i Kristus og mennesket forening med Gud kræver et samarbejde mellem to helt usammenlignelige størrelse, men hvor begge er helt afgørende: guddommelig nåde og menneskets vilje,” siger Lev Gillet, der er bedst kendt under pseudonymet ”en munk fra østkirken.”

Gud skabte mennesket ved hans egen vilje, men Gud kan ikke frelse os, uden at vores menneskelige vilje samarbejder med hans guddommelige vilje.

I østlig teologi er der ingen modsætning mellem det, at mennesket nærmer sig Gud, og Gud nærmer sig mennesket. (I vest lader det til, at der altid er en modsætning).

Askese er træning af viljen. Målet for askesen er at blive fri til at ville det, Gud vil. Fri, selv om indholdet af askesen er at sætte begrænsninger for os selv. Vi afstår fra gode ting for at lære os selv ikke at styres af umiddelbare impulser, det som traditionen kalder lidenskaber. Målet med askesen er at blive fri for lidenskaberne (apatheia), at lade lidenskaberne blive forvandlet, så vi kan elsker uden forbehold.

I denne asketiske proces bliver mennesket en medarbejder på frelsen, der opstår en syn-ergi mellem Gud og mennesket.

Relationen med Gud er både en personlig og intellektuel proces. Det at kende er ikke bare indoptagelse af viden, men sker i en relation. Vi ser også i GT, at det, at to personer kender hinanden, betyder, at de har en seksuel relation. Ved at søge Gudsrelationen, hvilket sker gennem askese og kontemplation, banes vejen for ligheden. Disse to følges ad. Der findes ingen ret kontemplation uden askese.

EPILOG: UDFORDRING – ERFARINGSTRO

Hvordan udfordrer østkirkens mystik os i vores kirkelige konfessioner? En dimension er, tror jeg, at vores kristentro altid må være en erfaringstro.

Jeg har til ordination i søndags. Her opfordrede og udfordrede vores gode biskop Peter Skov-Jakobsen ordinanderne til at turde videregive budskabet på ny, så at fortællingen ville blive levende. ”Ellers dør kirken,” sagde han.

Det har han ret i. Men symptomatisk for lutheranere, som biskoppen er, bliver fokus på et ”budskab,” en ”fortælling.”

Skal man sige noget om ortodoks mystisk teologi, så er det, at vi har med virkeligheden at gøre. Det, der sker på toppen af bjerget, er mere virkeligt, end det, der sker ved foden af bjerget. Teologien handler om realiteterne, den er virkelig. Det handler ikke så meget om ord, ideer eller koncepter, men om realiteter.

Louth siger: ”At være en kristen er ikke blot at tro på noget, at lære noget, men at være noget, at erfare noget.” Kirken rolle er ikke at føre et budskab videre, som et uendeligt hjul i historien, men at være et fællesskab, hvor vi kommer i berøring med det kristne mysterium.

Det kristne liv handler om erfaring. ”Trosbekendelsen,” siger Philaret af Moskva, ”er ikke din ejendom, med mindre du har gennemlevet den.”

Paul Holmer: ”Du kan ikke blande sandhed og lykke. Hvad en sandhed koster den første, koster den også den næste.” Hvad han mener er, at vi må gennemgå samme proces før vi forstår dybden af en erkendelse. Hvad end det kostede Augustin at forstå nåden, vil det også koste os.

At studere teologi er ikke det samme som at studere religion eller kristendom. Mange teologer tror, at de studerer kristendommen. I religionsvidenskab analyserer man et objekt. Teologi kan man kun studere, hvis man tager del i Guds eget liv. ”Teolog er den, der beder i ånd og sandhed, og den, der beder i ånd og sandhed er teolog,” sagde Evagrios af Pontos.

En teolog i østlig sammenhæng er altså ikke en forsker på sit kontor, men en asket i hendes celle.

At være en teolog er at se alt i lyset fra bjerget Tabor, forklarelsens bjerg.

Ortodoks tankegang tager i høj grad udgangspunkt i Johannes Teologens indledende ord til sit første brev. Her skriver han… (1 Joh 1:1-3).

Den virkelighed, som Johannes taler om, er ikke blot et budskab, men noget set, hørt, beskuet (kontempleret) og berørt. Det hele er altså utrolig fysisk. Det, som Johannes beder om, er ikke tro eller intellektuel enighed, men fællesskab både med dem, der er gået forud og med hele treenigheden.

At blive en del af et fællesskab indebærer mere end blot at tro på noget, men handler om at tage del i fælleskabets liv, i dets praksisser.

Teologi er erkendelse af Gud; men det er ikke viden, man kan have nogen distance til, det er en erkendelse, der kræver en forvandling af den, der erkender.

NOTER
ὃ ἐθεασάμεθα
θεάομαι,v \{theh-ah’-om-ahee}
1) to behold, look upon, view attentively, contemplate (often used of public shows) 1a) of important persons that are looked on with admiration 2) to view, take a view of 2a) in the sense of visiting, meeting with a person 3) to learn by looking, to see with the eyes, to perceive.

Orto­dokse kristne hører til i Den Orto­dokse Kirke. “Orto­doks” har to betyd­nin­ger: “den rette tro” og “den rette lovprisning”.
Lex orandi, lex credendi.