Fri os fra den dobbelte skyld! - En problematisering af den lutherske retfærdiggørelsestanke og en påmindelse om en glemt teologi

Fri os fra den dobbelte skyld! – En problematisering af den lutherske retfærdiggørelsestanke og en påmindelse om en glemt teologi

[Læs en artikel om sjælesorg og den tidlige kirkes teologi, jeg skrev i 2008 til Arken, der er de studeredes tidsskrift på det teolgiske fakultet i København:]

 

Som mange andre har jeg læst kapitlet i Iversens og Harbsmeiers Praktisk Teologi, der bl.a. omhandler sjælesorg, og læsningen fremkalder erindringen af en erfaring, der længe har ligget i mig, og som læner sig op af det problem, denne artikel vil pege på: hvorfor finder jeg i den lutherske retfærdiggørelse kun syndsforladelse, men ikke syndsbefrielse? Erfaringen, jeg hentyder til, tror jeg, er almenmenneskelig. Følg med mig i følgende scenarium: Vi har et uforløst problem, lad os kalde det en synd, og vi kommer i kirke med håbet om, at vi dér ikke bare finder tilgivelse, men også befrielse fra synden. I den protestantiske Folkekirke tilsiges vi syndernes forladelse, men vi føler os ikke tilgivet, tilgivelsen bliver ikke en erfaring. Vi går da til præsten for at få sjælesorg, men desværre giver han/hun os blot en (luthersk) absolution – igen! Synden ligger stadig uforløst i os. Således bliver problemet fordoblet, for nu skammer vi os ikke bare over selve den uforløste synd, nej, nu føler vi den dobbelte skyld, idet vi heller ikke føler os tilgivet. Vi skammer os altså både over synden og over det, at vi ikke føler os tilgivet. Dette scenarium er selvfølgelig en karikatur, men tænk selv scenariet mere livsnært, mere autentisk, og du vil måske kunne finde denne erfaring frem hos dig selv.

Lad os prøve at kigge nærmere på de grundsten, som sjælesorgen er bygget på i den protestantiske teologi. Her finder vi, og vi behøver ikke lede længe, den lutherskeretfærdiggørelsestanke. Med retfærdiggørelsestanken befinder vi os i spændingen mellem synd og nåde. Mennesket er syndigt, helt igennem, og vi har brug for et sonoffer, Kristus, som vi kan stå i skyggen af overfor den vrede Gud, der straffer synderen. Kristus er blevet straffet for vores synders skyld, og uden Ham kan vi intet gøre. At gøre sig behagelig overfor Gud bliver anset som gerningsretfærdighed, idet man da ikke forstår, at Kristus allerede har gjort alt. Og dette er netop problemet. Kristus bliver den kærlige Guds selvåbenbaring, der på negativ vis efterlader dig passiv. Kristus har gjort alt, og du skal gøre – intet.

En pietistisk præst vil måske gribe til moralen eller til den pædagogiske opdragelse, og der findes forskellige sjælesorgsmodeller, der tilbyder en mere praktisk tilgang til sjælesorgen, hvor sjælesorg ikke bare bliver betragtet som troshjælp, men også som livshjælp. Men denne praktiske tilgang forbliver en overbygning, der hele tiden er i fare for at lande i plat morale og gerningsretfærdighed.

Denne grundsten, retfærdiggørelsestanken, bygger på en teologi, hvor mennesket er helt syndigt, hvor arvesynden har sit faste greb i os, og hvor Gudbilledligheden i os er ødelagt totalt. Her har skabelsen slået fejl, og det, der var tænkt som evigt fællesskab, førte til evig forbandelse. Mange af os tror, at dette er gældende kristendom, at en sådan teologi er almen og anerkendt i verdens kristenhed. Dog, der findes en anden vej – en glemt teologi.

Jeg har i høj grad fundet trøst i den glemte teologi. Her har jeg fundet en teologi, der faktisk tager livstag med problemet. En teologi, hvor livshjælp ikke er en overbygning, men derimod ligger implicit i teologien selv. De fleste af jer har sikkert berørt den ad flere omgange. Jeg taler om den teologi, der bliver præsenteret gennem de store østkirkelige teologer såsom Origenes, Evagrius, de kappadokiske fædre (Gregor af Nyssa, Gregor af Nazians og Basilios den Store), Dionysios Areopagiten, Maximus Bekenderen, Isak Syreren med flere. At jeg taler om den glemte teologi i entalsform er selvfølgelig en tilnærmelse. De er ikke ens. Alligevel løber der strømme igennem deres teologier, sådan at en slags konsensus er mulig. Lad os se på nogle af deres fælles strømme, deres fællestræk.

Mange af de ovenfornævnte teologer har haft en form for systemdannelser. For de fleste gælder det, at deres teologi er udtrykt i den platonske traditions filosofiske terminologi. Dette betyder, at hele deres teologiske univers er forbundet og udgør ét stort hele. Derved hænger skabelse sammen med kristologi og trinitetslære, og antropologi og soteriologi ligger direkte i forlængelse heraf – eller omvendt. Bær derfor over med mig. Du må gå en omvej med mig, for at vi kan nå til den afsluttende pointe. Det er nemlig sådan, at mens den vestlige teologi, både protestantisk og (til dels) katolsk, befinder sig i ét teologisk paradigme, nemlig med et modsætningsforhold mellem tro og gerning, står den østlige teologi uden for dette paradigme. Fornuftigt nok, synes jeg, kan de ikke se en modsætning mellem det, at mennesket stræber mod Gud, og Gud møder mennesket (udtrykt hos Maximus som den treandriske bevægelse).

Mennesket er skabt i Guds billede og til Guds lighed. Hos Irenæus og Maximus finder vi den tanke, at mennesket, Adam og Eva, var børn i Paradis, dvs. de var endnu ikke modne og fuldkomne. Deres opgave var at modnes til Guds lighed. Den bevægelse, der kunne muliggøre denne lighed, var Guds inkarnation i materien. Menneskets bevægelse opad, mod lighed, var muliggjort gennem Guds inkarnation nedad. Denne proces kalder vi theosis,guddommeliggørelse.

Østkirken opererer også, som Vestkirken, med et syndefald i Paradis, men dette syndefald ændrede ikke ved menneskes konstitution som skabt i Guds billede. At døden blev et eksistensvilkår for mennesket, der ellers var tænkt at skulle leve evigt, var en uhensigtsmæssig omvej i Guds store frelsesvej mod hele skabningens modning, guddommeliggørelse. Syndefaldet var forårsaget af menneskets fri vilje, men viljen forblev fri også efter syndefaldet. Østkirken anser i forlængelse heraf Augustins arvesyndslære for at være et kristent kætteri.

Guds inkarnation var ikke forårsaget af menneskets syndefald. Guds plan havde altid været at inkarnere sig (ensōmatōsis), for at mennesket kunne have fuld kommunion med Gud. Kosmos var altså skabt af kærlighed til kærlighed, idet Gud er kærlighed. Guds inkarnation skaber rum for frelsen, og skabelsen er frelsens plads. Gennem menneskets konstitution sommikrokosmos (at hele kosmos er sammenfattet i ethvert menneske), samt at mennesket er en enhed af åndeligt og materielt, synligt og usynligt, gør, at mennesket i dette rum kan nærme sig Gud. En græsk tanke er yderligere, at lige kender lige, og derved kan en relation ikke skilles ad fra lighed. Det at kende er ikke bare indoptagelse af viden, men sker i enrelation. Vi ser også i GT, at det, at to personer kender hinanden, betyder, at de har en seksuel relation. Ved at søge Gudsrelationen, hvilket sker gennem askese og kontemplation,banes vejen for ligheden. Disse to følges ad. Der findes ingen ret kontemplation uden askese. Dette kommer vi til om et øjeblik.

I den vestlige teologi taler man om mennesket som syndigt. I Østkirken bliver synd mere forstået som sygdom. Dette betyder ikke, at Østkirken lukker øjnene for menneskets selvdestruktive livsførelse, den livsførelse, der splitter. Tværtimod! Mens man dårligt kan arbejde mod en ontologisk syndighed (som i Vesten), kan og skal sygdommen helbredes. Det splittede menneske skal læges, samles til en enhed.

Askese er altså en øvelse i at blive ét helt menneske – og at forene. Og denne forening hænger sammen med den større Enhed, Gud. Maximus kalder derfor mennesket mediator. Mennesket skal som mikrokosmos forene alt i Gud. Vejen til Gud kan således forstås som en helbredelsesproces, der består i en stadig kamp for at rette viljen mod Gud. Evagrius, der var eremit i den egyptiske ørken i 16 år, udviklede en dyb psykologisk forståelse af menneskets indre passioner, lidenskaber, der kan rette opmærksomheden væk fra dette enhedens helbredende arbejde. At tøjle lidenskaberne gør, at du ikke ser tingenes spredthed, men deresenhed, tingenes sande væsen, deres logoi. Tingenes logoi har fællesskab med Logos, Kristus. Mennesket kan som fornuftvæsen, der ejer et logos, også have fællesskab med tingeneslogoi, og derigennem opnår mennesket indsigt (gnosis) om Guds frelsesplan for mennesket og Guds uendelige visdom, Logos. Tingenes logoi kan anses som ”den første inkarnation”. Den egentlige inkarnation, Guds komme i kød, bliver derved nøglen til forståelsen af skabelsen. Guds frelsesmysterium ligger åbenbaret i skabelsens logoi. Og nu nærmer vi os artiklens pointe. Kan du også ane en ny vej for sjælesorgen? Jeg vil antyde endnu nogle vigtige elementer i østlig teologi, der er vigtigt for helhedsforståelsen.

Vi skal imidlertid ikke stille os tilfredse med beskuelsen, kontemplationen, af skabelsen (tingenes logoi), men vi skal kende Gud selv. Denne aktivitet er det vi kan kalde egentlig teologi, theologia, viden om Gud. Men husk: viden er ikke blot vidensoptagelse, mendelagtiggørelse i Gud selv. Når vi har forstået (gnosis) at se bag om tingenes mangfoldighed på deres sande væren, ønsker vi at beskue Gud selv. Vi har nemlig da indset dybden af den græske filosof, Plotins, huskeregel: Skønheden i det skabte er lånt.

Et par almindelige misforståelser må nu rettes. Hos Gud er der ikke personanseelse. Gud elsker ikke den, der er kommet ham nærmere, mere end andre. For det ligger i Guds egenskab at være kærlig og samtidig lidenskabsfri, apatheia. Det, at et menneske nærmer sig Gud, betyder heller ikke, at han ser sig selv bedre end andre. Tværtom: det åndelige menneskets renhed består jo netop i at se alle mennesker som rene. Forbilledet er den Gud, der ikke dømmer, men helbreder.

Så er vi snart ved artiklens ende, men vi skal først lige gøre nogle bemærkninger om enden, som den er forstået i Østkirken. Fuldendelsen, delagtiggørelsen i Gud selv, theosis, som Gud skaber plads for gennem sin skabelse og inkarnation, begynder for mennesket på jorden, men har også en eskatologisk dimension. Den kalkedonensiske kristologi udtrykker Maximus’ forståelse af denne eskatologi. Jeg henviser mest til Maximus, fordi han på flere måder sammenfatter den østlige teologi. Fordi Gud er kommet i kød, i et mikrokosmos, der sammenfatter hele kosmos i sig, skal alt forenes hos Gud. Denne forening kan have sin analogi i tonaturlæren, hvor Kristi menneskelige natur ikke har hypostase i sig selv (anhypostasis), men bliver hypostatiseret og guddommeliggjort, theosis, gennem Kristi guddommelige natur, enhypostasis. På samme måde bliver menneskeheden guddommeliggjort i en hypostatisk forening med Gud, en enhed der giver en ikke-ontologisk lighed. Som du nok allerede har læst mellem linjerne, tænker Østkirken ikke så meget i individuel frelse, men langt mere i kollektive begreber. Kristus kom ikke for at frelse det ene menneske, men menneskeheden, ja, kosmos.

Og nu er vi tilbage på sporet. Vi står hér med vores uforløste problem, vores synd, som vi nu kalder sygdom. Jeg tror, at disse ufuldstændige skitser af en østlig – og glemt! – teologi langt bedre kan hjælpe det menneske, der ikke kan finde sig selv, som lever et selvdestruktivt liv, og som (ikke bare) har brug for absolution, men livshjælp. I protestantisk sjælesorg kan vejledning så hurtigt opfattes som moral og gerningsretfærdighed. Østlig teologi ender aldrig i denne faldgrube. Her findes ingen opdeling mellem tro og gerningen. Synd er sygdom, og nåde er ikke tilgivelse, men det helbredende instrument og har karakter af en vej at gå. Vi har ikke så meget brug for tilgivelse, som vi har brug for helbredelse af vores brudte selv. Kristus tager ikke smerten fra os, men viser os vejen at gå (her får korsteologien sin rette teologiske kontekst). På denne måde bliver Kristus i sandhed Vejen, Sandheden og Livet. Askesens rum er ikke frygtens gravplads, en ængstelse for straf, men en kærlighedens legeplads, en øvelse i at se andre før sig selv, ikke at dømme og at se alle mennesker som rene. Vores forbillede er Gud selv, der aldrig må nedvurderes til at være en straffende Gud, men må ophøjes som en kærlighedens læge.

Menneskets mål er guddommeliggørelse gennem askese: en øvelse på livet, at udfolde livet, at blive menneske, som det bedst udtrykkes i Kristus, idet han er sand Gud og sandt Menneske. Vi skal blive hele mennesker og dette bliver vi kun i Gud, der selv er én og hel. En sjælesorg, der har sin grund i denne teologi, vil være virkelig livshjælp – en befrielse fra syndens destruktive kraft. Synd er ordret ”at ramme ved siden af”, og det skal ikke forstås som at synde mod Gud, men netop synde væk fra Gud, ramme ved siden af Gud. Sjælesorg skal således forstået ikke tilbyde absolution, men give vejledning til at ramme Målet, Gud.