I gudstjenesten bliver vi evighedsmennesker

I gudstjenesten bliver vi evighedsmennesker

[Læs artikelen, jeg skrev til magasinet baptist.dk om Ørkengudstjenesten i relation til udgivelsens overordnede tema: tid. Du kan også læse den på baptist.dk her]

 

Inden i Kristuskirken er lyset dæmpet, kun oplyst af stearinlysenes skær skimtes alteret og ikonerne. I luften hænger den søde duft af røgelse, duften af liv. Klokken er lidt i seks onsdag aften, og mens Ørkengudstjenestens deltagere stille sætter sig knælende omkring alteret på bønneskamler, fornemmes diakonernes og præstens forbøn allerede fra sakristiet: ”mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud”, beder de med Salme 84. Snart efter kommer de smilende ind under en taizésang og sætter sig sammen med menigheden rundt om alteret. ”Velsignet være Faderen og Sønnens og Helligåndens rige”, proklamerer præsten, for i gudstjenesten bliver det evige Guds rige synligt i tiden, ja, her er det svært at skelne mellem himmel og jord!

Sådan begynder Ørkengudstjenesten hver uge, onsdag efter onsdag. Gudstjenesteformen og bønnerne, det man kalder liturgien, er altid den samme, men bliver aldrig meningsløs. For gudstjenesten består ikke af tilfældige elementer, men har Kristi liv som rytme. Gudstjenestens symboler – ikoner, røgelse, lys, liturgiske klæder, bønnekæder, brød og vin – tager ikke fokus væk fra Kristus, der er gudstjenestens centrum. De kaster tværtimod lys over det mysterium, som Kristus er. Det mysterium går vi ind i: ikke med forventning om at forstå Gud, men for bedre at forstå dybet af os selv og møde dybet af Gud, sådan at ”havdyb råber til havdyb” (Sl 42,8).

Liturgien fortæller historien om Jesus. Kristus er symboliseret ved brødet, og holder man øjnene på brødet, ser man, at Kristus på alteret bliver udvalgt, døbt, modtager Ånden, virker i os med sit ord ved evangelielæsningen, dør, opstår og farer til himmels.

Et centralt ord i liturgien er anamnesis, ihukommelse (1 Kor 11,24). Den ortodokse teolog Alexander Schmemann understreger, at hele gudstjenesten er anamnesisk, en ihukommelse.Anamnesis skal ikke forstås som et fjernt minde, men som noget virkeligt nu og her, som en generfaring af noget nærværende. På grund af den ’anamnesiske’ dimension forbliver historien om Kristus ikke fjern fra os, men bliver noget, der sker rundt om og inden i os. Hvis vi tager del i liturgien, bliver vi forenede med Kristus og får del i hans opstandelsesliv. Gennem brødet og vinen smager vi på evigheden! I gudstjenesten griber vi ind i evigheden, i Guds rige, og bliver ’evighedsmennesker’ midt i tiden. Evighedsmennesker, der med deres liv viser, at Gud er midt iblandt os. Midt i tiden. Om det så er på Nørrebro eller i udkantsdanmark.

I gudstjenesten er tiden ikke bare noget, der går. Når himmel og jord mødes, og evigheden griber ind i tiden, bliver gudstjenesten et sted for omvendelse og forvandling. Her træder vi ind i den frelsende proces, der i oldkirken kaldes theosis, guddommeliggørelse, hvor vi mere og mere bliver som Kristus. Når vi i liturgien tager del i Kristi historie, ser vi, at alt det, der gælder for Jesus, også gælder for os. Her bliver vi som mennesker dem, vi virkelig er.

Når vi fejrer Ørkengudstjenesten er det et gensvar på Kristi bøn: ”at de alle må være ét… for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (Joh 17,21). Derfor favner vi kirkens traditioner og søger tilbage mod vores fælles rødder – til den tid, hvor Kirken var én. Ved at være et økumenisk fællesskab, der øser af både ortodokse, katolske og protestantiske kilder, søger vi at være et tegn på kirkens enhed.

Fordi kirkens dybeste kald er at fejre gudstjeneste, er det også her, vi må finde enheden. Når vi deler det hellige måltid med hinanden, bliver vi både forenet med hinanden og med Kristus. Og dette bliver en dyb bekendelse af, at vi med vores forskellige konfessioner ikke må have nok i os selv, men at vi må åbne os for andre kirkelige traditioner for at lære af dem og indgå i en fælles relation. Kun når vi er sammen, når kirken bliver ét, kan vi give virkelig mening midt i denne verden.