Lad vandet stilne - når eukaristien skaber et liturgisk liv

Lad vandet stilne – når eukaristien skaber et liturgisk liv

[For et par år siden skrev jeg denne artikel til tidsskrifterne Levende Vand og Pilgrim om mit ophold hos det økumeniske kommunitet i Bjärka-Säby. Læs den her:]

 

[Billedet er fra Ørkengudstjenesen i København.]

Mennesket kan sammenlignes med vand, siger den svenske biskop og professor emeritus, Martin Lönnebo. Når vandet strømmer som en flod, bliver vandet grumset og urent, men får det lov at stilne, falder alle urenheder til bunden, og man kan se igennem vandet. Det bliver klart. Mennesket har brug for at blive stille for at kunne se klart og for at blive renset. Vi har brug for gentagelsen og rytmen for at kunne se og lære at kende dybderne i os selv, og dermed Gud.

I efteråret 2008 fik jeg mulighed for at få lov til at leve i et fællesskab med regelbunden tidebøn og gudstjeneste i det økumeniske kommunitet i Nya Slottet, Bjärka-Säby i Sverige. Jeg vil her fortælle om nogle få af de refleksioner, jeg har gjort mig om det: at leve et liturgisk liv.

 

*

 

Hvor finder vi en gudstjeneste, hvor nysgerrigheden bliver vækket og længslen får frit løb? Hvor både børn, unge, vokse og gamle begejstret samles om det, der sker, og som forener generationer? Længes vi ikke også efter selv at blive samlet i vores indre? En gudstjeneste, der formidler helbredelse til vores brudte og hårde hjerte. En gudstjeneste, der samler vores liv i stedet for at sprede, der belyser og forklarer verden i stedet for at gøre os fremmed overfor den, der skaber tro i vores indre og åndelige praksisser, vi kan tage til os?

Vi taler i stigende grad om kirkelig fornyelse, men vi ved ikke, hvor vi skal søge hjælp. Har vi i kirken identitetsproblemer? Vi eksperimenterer med nye former og deler gudstjenesten, kirkens aktiviteter og dens deltagere op i alder, typer, interesser, politiske sympatier og intellektuel formåen. I vores sympatiske bestræbelse på at nå alle, forråder vi os selv. Vores kirke og gudstjeneste fremstår splittet, og kirkens unge taber kundskaber om selv helt fundamentale trossymboler: eukaristien, liturgien, trosbekendelserne og Åndens gaver.

 

*

 

Den skarpsindige Evagrios Pontikos, 300-tallets store åndelige vejleder, giver råd til den munk, der plages af dæmonen, der leder tanken væk fra det centrale. Rådet lyder: Sæt dig ned og tænk efter, hvad var det, der skete? Hvor kom jeg fra? Hvor var jeg på vej hen?

Sådanne råd er værdifulde for os. I vildfarelsens time er det blevet tid til at tænke efter: hvor kom vi fra, hvilke rødder har vi?

Hvad var egentlig gudstjenestens essens i den unge kirke? Kirken var i sit udspring både de kristnes hjem og deres tempel. Den oldkirkelige liturgi (dvs. både gudstjenesteordningen og gudstjenesten i det hele taget) bestod af to sammenhængende dele. Den første svarer til kirken som hjem og havde sit oprindelse i synagogetanken. Her læste man skrifterne og bad sammen. Den anden del svarer til templet og modsvarer tempelkulten. Templets identitet var offeret, heraf vores eukaristi, nadver.

Gudstjenesten er hjem for de kristne. Men, spørges der, er kirken, dens gudstjenester og aktiviteter, ikke til for andre end bare os selv? Vi skal vel ikke være så egoistiske, at vi holder kirkens budskab, dens fællesskab og vejledning, for os selv?

I spørgsmålet narrer vi os selv. Hvem indretter sit hjem sådan, at det ikke er til en selv, men til for andre? Og hvilken gæst er interesseret i at besøge nogen, der har gjort deres hjem ’besøgsvenligt’, upersonligt, uvedkommende og uautentisk. Når jeg skal på besøg hos nogen, vil jeg vide, hvem de er. Ikke hvordan de gerne vil fremstå. Hvis det er det, jeg er ude efter, kan jeg tage en tur til banegården. De er søgervenlige, deres ’liturgi’ er tilpasset besøgende, der kommer let og går let. Deres ’liturgi’ vises på store ankomst- og afgangsskærme. Her bliver man ledt igennem gudstjenesten og kan orientere sig, selvom man aldrig har været der før. Men er det dét, som kirken skal være eller skal den være de kristnes hjem? Hvis vi behandler vores besøgende som turister, og sammensætter vores gudstjeneste og hele vores kirke som en banegård, der giver klar og præcis information, vækkes ingen interesse for et dybere forhold. I det tilfælde medvirker kirken blot til, at mennesket, der er som vand, bliver som en voldsomstrømmende flod. Grumset og urent.

 

*

 

Gudstjenesten er som et tempel, det er et møde med det hellige, Den Hellige. Hvad var det, der fik Moses til at tage sandalerne af i ørkenen, hvis ikke mødet med Den, som Er? På loftet i Nya Slottet er der blevet indviet et lille kapel, Övre Salen. Her søger man harmoni mellem den længsel, der findes indeni, og den praksis, man har udadtil. På de gamle trætrapper op til kapellet, der knirker let under fødderne, føres tanken op mod Gud. Bevægelsen opad samvirker med sjælens søgen. Hvad finder jeg? Udenfor Övre Salen tager man stille skoene af, i ærefrygt og respekt. Man taler ikke sammen. Den ydre stilhed virker som hjælp til den stilhed, man søger indeni. Søstre, brødre og gæster – dem, der vil – gør korsets tegn, idet de bevæger hånden fra panden mod maven, og symboliserer hermed Guds nedstigen i menneskeskikkelse, dernæst berøres først venstre, så højre skulder, hvilket viser, at den Inkarnerede leder mennesket fra mørket i vest til opstandelsen i øst, lysets horisont. Samtidig stilles man bag Kristi kors og Hans beskyttelse. Hvordan reagerer man på dette mysterium? Oftest bukkes der dybt mod alteret, der er Kristus, som i kærlighed drager alle mod Faderens åbne arme. Atmosfæren er mættet med fredelig bøn. Hvor lærer man at bede, hvis ikke til gudstjenesten?

 

*

 

På Nya Slottet fejrer vi gudstjeneste søndag og onsdag. Disse dage udgør ugens og kommunitetslivets rygrad. Liturgien, der er inspireret af den gamle koptiske (egyptiske) liturgi og som er vokset frem gennem de seneste år, fejres hver onsdag. Altid den samme. Men bliver dette ikke trivielt og kedeligt? Det er netop gennem kontinuiteten, at liturgien har sin styrke og har vist sig slidstærk: liturgiens ydre former er de samme, men inden i mennesket foregår der en stadig ny spiralbevægelse, der borer dybere i Kristi liv. Det liv, der er fyldt af Ånd.

Biskop Thomas, der er munk i Egypten, forklarer, at den koptiske liturgi svarer til menneskets indre indretning, idet den har tre niveauer: sjæl, intellekt og ånd. I gudstjenestens indledning, der svarer til sjælen, søger vi Kristus i læsningen af salmerne, og idet vi finder Ham, svarer vi med syndsbekendelsen. Vores fund verificeres i vores intellekt gennem læsningen af det Nye Testamente. Her ser vi, at det er Jesus Kristus, der blev talt om i det Gamle Testamente. Vi lærer også, hvordan vi skal leve gennem Apostlenes Gerninger og Evangelierne. I gudstjenestens sidste del, eukaristien, – gennem forsoningsbønnen, fredskysset og brødsbrydelsen – beder vi om, at Ånden må komme og forvandle brødet og vinen og os, der tager del af gaverne. Hver liturgi bliver en rejse, hvor mennesket finder Kristus og forenes med Ham.

På denne måde genspejler liturgien menneskets liv. Liturgien bliver – ligesom mennesket har en krop, hvori ånden bor – kroppen for Helligånden. Liturgien er kroppen, og det karismatiske er Ånden. Form og indhold hører ubønhørligt sammen. På denne måde har det karismatiske sin plads i den ordnede liturgi – hvor ellers? Det er en tragedie, at de forskellige kirkelige traditioner i historiens løb har kæmpet om at drive ånden ud af kroppen eller kroppen ud af ånden. For at kunne leve, må de leve sammen. Hvis kirkerne levede liturgisk – i én krop og én ånd – ville gudstjenesten forene kirkerne, idet vi ville genkende os selv i hinandens praksisser. Tænk, hvis ortodokse og katolske kirker havde stille tungetale i forbindelse med henholdsvis epiklesen (bøn om Åndens forvandlende komme og nærvær) og indstiftelsesordene; og hvis ’de karismatiske kirker’ besluttede at gøre gudstjenesten oldkirkelig ved at fejre eukaristi ved hver sammenkomst (noget, der var en selvfølgelighed de første 1500 år af kirkens historie)!

 

*

 

Jeg var lidt nervøs for mine to små brødre, der er i fuld gang med at blive ’rigtige’ teenagere, da jeg skulle have besøg af min familie. De skulle være med til eukaristien. Tankerne strømmede gennem mit hoved. Har de tålmodighed til at sidde i to timer til en eukaristi? På gulvet! Uden børnevenlige indslag! Med liturgi – på svensk! Mine tanker blev gjort til skamme. Mine små brødre var helt optaget af gudstjenestens forløb. Jeg havde forberedt dem en smule. ”Når I kommer ind i rummet”, sagde jeg, ”kan I bukke mod alteret – det er som at bøje sig for Jesus. Derefter kan I gøre korsets tegn. Det gør man sådan her”, hvorefter jeg viste hvordan. Overraskende hurtigt tog de dette til sig. De syntes ikke, at det var mystisk.De forstod, at det var et helligt rum. Jeg fortalte dem, at til denne gudstjeneste, skulle de holde øjnene åbne og følge med i, hvad der skete på alteret. De sad som på pinde og fulgte med i, hvordan Jesus, brødet, blev udvalgt, hvordan han blev døbt i vand, i Ånd, hvordan han døde og blev langt i graven – og opstod og steg op til Faderens højre side i himmelen. På det tidspunkt i gudstjenesten, hvor man beder kyrie eleison 41 gange, viste jeg dem, hvordan de kunne følge med på den koptiskinspirerede bønnekrans. Koncentrationen var forbløffende! Når alteret får lov at indtage den centrale plads i kirkerummet – i stedet for scenen – bliver alle deltagere og ingen tilskuere.

 

*

 

Eukaristien er den liturgiske krops hjerte, dens puls og kraft. Men hvorfor er eukaristien så vigtig, så livsnødvendig? Det er den fordi, eukaristien på en og samme tid udtrykker, hvem Kristus er, hvad målet er for vores liv, og selv er midlet dertil.

Kristus, der i sin person (hypostase) forener to naturer uden sammenblanding, forveksling eller forandring, har fuldkommen enhed med Gud gennem sin guddommelige natur, og har fuldkommen enhed med mennesket gennem sin menneskelige natur. I Kristus bliver hans menneskelige natur guddommeliggjort gennem hans guddommelige natur, og dermed har han banet vejen for hele menneskeheden og angivet dens mål: guddommeliggørelsen er frelsen! På samme måde som Kristi menneskelige natur frelses, bliver hele menneskeheden frelst, guddommeliggjort. Ligeså er det med brødet og vinen i liturgien. Her bliver gaverne forvandlet til Kristi guddommeliggjorte menneskelighed og bliver derved til livets brød og udødelighedens vin for os, ja ”til liv for hele verden” (Joh 6:51). Når vi – gennem brødet og vinen – bliver delagtige i Kristi eget liv, bliver vi løftet op med ham til Faderens højre side i himmelen! Når Fædrene omtaler Jesu ord om at ihukomme ham, forstår de det ikke ’lavt’, men ’højt’. Ihukommelse er ikke bare at mindes noget fjernt, der engang skete, men at generindre, genopleve, generfare Kristi liv, død og opstandelse. Liturgiens tid er altid præsens, nutid, det er Åndens tid, den ”som gør levende” (Joh 6:63). Her bliver fortid og fremtid – al tid – samlet i øjeblikket.

 

*

 

Når Kristus giver sig selv til os, kaldes der på et gensvar fra os. Mennesket er skabt i frihed til frihed, og i liturgiens rum, hvor Ånden er, ”dér er der frihed” (2 Kor 3:17). Kun det menneske, der kan se klart, er frit. Mennesket, der kan se gennem sit rene vand og har overblik over al det snavs og grums, der ligger på bunden, er på vej mod friheden. Maximos Bekenderen, oldkirkelig munk og teolog, havde dybt indblik i forholdet mellem Gud og mennesket. For ham stod det klart, at ligesom Kristi menneskelige natur havde sin egen vilje, har mennesket også sin egen vilje. Mennesket bestemmer selv i hvor høj grad, det er modtageligt overfor den objektive, livgivende kraft, der ligger i eukaristien. Ved at leve ifølge vores ’naturlige’ natur, der er skabt i Guds billede, og som viser sig i et liv i dyd, bliver vi modtagelige overfor guddommeliggørelsens helbredende kraft. Frelse er at blive helbredt.

Gregor af Nyssa, en af oldkirkens største teologer, underviser i sin Kateketiske Tale om, at når mennesket indoptager eukaristiens brød og vin blandet med vand, bevares ”det våde i os”. Han vidste, ligesom Lönnebo, at mennesket ligner vand, og at menneskets opgave er at blive stille, så det kan rense sig selv. Dog, at rense sig selv er kun at tage del i det rene, men ikke at blive virkelig ren, for ”det virkeligt rene er guddommen”, fortsætter Gregor. Mennesket kan ikke frelse sig selv, men ved at forberede sig og ved at give sit ja, et ja, der ligner Gudmoderens, vil Kristus vokse i vores hjerter.

Liturgiens rum er frihedens rum. Her er der ingen modsætning mellem det, at Gud nærmer sig mennesket, og mennesket nærmer sig Gud. Det er Paradisets rum, hvor vi får givet udødelighedens føde, og hvor vi altid kan begynde på ny. Det er omvendelsens plads, hvor den dybe tro fødes, og hvor ligheden med Kristus virkeliggøres.

 

*

 

Gennem min tid på Bjärka-Säby har jeg fået mulighed for at leve et liv, der har været spundet ind i kirkeårets liturgiske farver. Teologi og tanker er blevet inkarneret i form og krop. At leve i dagens, ugens og årets rytme, kan udefra set ses som et liv, der går i ring. Men den indre virkelighed er, at vi vikler tidens og liturgiens varme klæder og bånd om os selv, så også vores hårde og kolde hjerte varmes, holdes sammen og bliver helt, helbredt.

I en tid med overflod, overforbrug, hvor mennesker i større og større grad lever med splittede hjerter. Hvor de kirkelige aktiviteter bliver mere og mere differentieret, tilpasset enkelte og afgrænsede målgrupper. Hvor individualiseringen vinder større indpas, også i den kirkelige sfære. Da er det tid til at stille det påtrængende spørgsmål: hvad er det ene fornødne?