Ørkenfædrene om discipelskab

Ørkenfædrene om discipelskab

Jeg blev af baptist.dk spurgt om, hvad ørkenfædrene kunne sige os om discipelskab. Her er, hvad jeg sagde:

 

Hvordan er tænkningen i den kristne kirke fra tiden omkring ørkenfædrene og fremad omkring discipelskab? (du må meget gerne komme med en definition af ørkenfædrene – hvis det er dem, du mener vi kan lære mest af. Hvis det er kirkefædrene generelt er det også ok…)

Det er et stort spørgsmål, Lone. Men det nemme svar er, at hverken ørkenfædrene eller kirkefædrene taler om discipelskab som begreb i streng forstand. For dem er en discipel en, der følger Kristus. Ganske enkelt. Der er fuldstændig lighedstegn mellem at være discipel og kristen.

Når vi i dag taler om discipelskab i stedet for blot at tale om at være kristen, er det ofte, fordi vi har et underlæggende spørgsmål, der går på, hvordan kristendommen skal leves ud. Og her nærmer vi os faktisk ørkenfædrene. De var også optaget af kristendommens hvordan.

Når mænd og kvinder drog ud i ørkenen i 300-tallet for at opsøge en af ørkenens mestre, var det sjældent, fordi de ville have svar på et dogmatisk problem. De var mere optaget af, hvordan kristendommen skulle synliggøres i deres egne liv: ”Hvad skal jeg gøre?” ”Hvad skal jeg gøre for at behage Gud?” ”Hvad gør en munk?”

Der ligger en bog foran mig, mens jeg sidder her. Den indeholder en masse tankesprog fra ørkenfædrene- og mødrene. Tankesprog er vise ord fra eller beretninger om ørkenens hellige. Den bog, jeg sidder med, er den systematiske samling. Modsat den alfabetiske, der er opdelt efter forbogstavet på de ørkenfædre, der med, er den systematiske samling opdelt efter emner. Men det, der falder mig i øjnene, mens jeg sidder og skimmer siderne, er, at de råd og ord, de giver til det samme emne, enten er vidt forskellige eller ligefrem modsatrettede. Det fascinerende er altså, at ørkenfædrene ikke fremlægger nogen ’model’ for, hvordan vi skal leve det kristne liv. De opstiller ingen regler. Hvad der kan være et givende råd til den ene, kan blive døden for den anden. Rådene er kontekstbestemte og dybt personlige.

Når vi nærmer os ørkenfædrene, er det derfor klogt at følge Johannes af Gaza fra 500-tallets ord: ”Læs ørkenfædrene ligesom evangeliet om nettet: Der står jo skrevet: ”De samlede de gode fisk fra i tønder og kastede de dårlige ud” (jf. Matt 22:48). Alt er ikke nødvendigvis til hjælp for alle.

Derfor er det vigtigt for os, når vi søger visdom hos fædrene, at vi mere lytter efter rådenes ånd, end deres bogstav. Vi skal søge bagom bogstavernes ydre og se efter den indre mening. Og her vil vi finde næring til sjælen.

Måske skulle vi samle os omkring den dødende abba Johannes’ seng sammen med hans munkebrødre. Med brødrene kunne vi spørge om et ord, der kan hjælpe os til at leve i Kristi fuldkommenhed. Til brødrene – og til os – svarer han: ”Jeg har aldrig handlet efter min egen vilje eller lært nogen noget, som jeg ikke først har praktiseret selv.”

Når vi læser om de hellige, er deres praksisser forskellige. Abba Johannes sagde også, at de hellige er som en gruppe af træer: De kan giver forskellige frugter, men de drikker af den samme kilde. Den ene helgens praksis er forskellig fra den andens, men det er den samme Ånd, der virker i dem begge.

Helligånden bliver altså kernen. Når vi kommer ind på Helligånden plads i den kristnes liv, kan vi med fordel søge visdom hos kirkefædrene. De viser os nemlig, at det at være kristen ikke handler om at imitere eller efterligne Kristus. Prøver vi dette, taber vi hurtigt modet eller brænder ud. Nej, vi skal ’iklæde’ os Kristus, hvilket sker i dåben (Gal 3:27), og gennem Ånden skal vi blive mere og mere delagtige i Kristi liv.

Den russiske munk fra 1800-tallet, Serafim af Sarov, har sagt, at ”bøn, faste, vågenætter og alle andre kristne praktikker, er, selvom de er fuldstændige gode, ikke målet i sig selv. Det sande mål for det kristne liv er at erhverve Helligånden.”

Dette er ifølge kirkefædrene en proces, der aldrig afsluttes, end ikke i evigheden. Vi vil for altid nærme os Gud og blive mere lig ham. Alligevel er dette målet. Guddommeliggørelse, kalder fædrene det. Men for at Helligånden kan gennemtrænge alle dele af vores menneskelige eksistens, må vi aflægge alt det, der går imod hans vilje. Og her kommer ørkenfædrenes praksisser ind i billedet, eller askese, som de kalder det, der betyder øvelse eller træning. En åndelig træning både for krop og sjæl.

 

Hvad vil det sige at være en discipel af Jesus, når du skal sige det – med dine erfaringer? 

At være en discipel af Jesus er at altid forsøge at følge ham og tage del i hans liv, uanset omkostningerne. Og med tanke på de fejlbarlige disciplene, der fulgte Jesus, mens han gik fysisk ibland os, er det at være en discipel en, der, uanset om han falder, fortsætter med at rejse sig og følge ham. Professor Samuel Rubensen, en af de bedste kendere af ørkenfædrene, siger ofte, at det farlige er ikke at falde, men at lade være at rejse sig. Et liv som Kristi discipel er et liv i omvendelse.

 

Hvordan er ørkenfædrenes spiritualitet og de første liturgier med til at understrege og uddybe discipelskabet?

Omvendelsen er et centralt begreb hos ørkenfædrene. Omvendelse handler om, at vi til alle tider ligedanner vores vilje med Guds vilje, ligesom Jesus i Getsemanes have: ”Ikke hvad jeg vil, men hvad du vil” (Mark 14:36). Det handler ikke om at have vilje til at øve, men at øve vores vilje. Når vores vilje vil det samme som Guds, bliver vi Guds medarbejdere. Dette gælder også i forhold til frelsen. Det er Gud alene, der muliggør frelsen, men mennesket frelses ikke uden dets medvirken, uden at vi er medarbejdere, siger både ørkenfædrene og de græske kirkefædre.

Ørkenfædrenes spiritualitet, deres liv, bliver et tegn for os om, at det faktisk er muligt at være bærere af Gud midt i denne verden. Fordi Gud blev menneske i Jesus Kristus, kan Gud blive menneske i os, når vi iklædes Kristus. Og er der netop det mysterium, vi tager del i i hvert eneste nadvergudstjeneste. Her bliver Kristus det levende brød, som vi kan tage del i, og som giver os liv.

Det er muligt gennem imitation at være god og ligne Kristus, men det er kun muligt at iklæde sig og blive forenet med Kristus i virkelig forstand ved at tage del i foreningens sakramente, som er nadveren. Som kristne kan vi altså ikke overleve uden at fejre gudstjeneste.

 

Hvad kan vi i dag lære af ørkenfædrene, når det handler om discipelskab – uden at vi skal gå ud i Anholts ørken eller afsondre os fra omverdenen. I et hverdags liv, hvad skal vi så lære af de kristne kæmper for at blive (bedre) disciple af Mesteren?

Lydighed. At være en discipel er netop at følge en mester; at være lydig. Er der noget, vi har svært ved som postmodernistiske mennesker, så er det, når vi bliver nægtet at gøre, som vi vil. Det er ingen tilfældighed, at det første, som bliver krævet af den, der vil være munk, er lydighed mod en åndelig fader. Hvorfor? Fordi lydighed mod et andet menneske er en øvelse i at være lydig mod Kristus. Gennem lydighed træner vi vores vilje. Her er det altså underordnet, om den åndelige fader tager forkerte beslutninger eller giver vejledning, der umiddelbart virker idiotisk.

Ørkenfaderen Johannes blev af sin abba bedt om at vande et træ, indtil det bar frugt. Men der var langt til en kilde, og Johannes havde kun en lille flaske. Så hver aften drog han af sted til kilden for om at om morgenen vende tilbage og vande træet. Sådan fortsatte han i tre år. Endelig bar træet frugt. Abbaen plukkede frugten, bar dem til kirken og sagde til Johannes’ medbrødre: ”Tag og spis af lydighedens frugt.”

Behøver jeg at nævne, at abba Johannes blev et lys for utallige omkring ham og helt til i dag? For Johannes gælder Serafim af Sarovs ord: ”Efterstræb fred i sjælen, og vil tusinde blive frelst omkring dig.”