Tårerne skal frelse verden

Tårerne skal frelse verden

[Læs en artikel om tårernes teologi, som jeg skrev til tidsskriftet Levende Vand i sommeren 2010:]

Jeg er vokset op i en karismatisk tradition, hvor tårer ikke var et særsyn. Jeg mindes utallige såkaldte ’eftermøder’, hvor mennesker i længslen efter et dybere åndsliv bevægede sig op mellem stolerækkerne til korset foran i kirken for at knæle og græde. Hvorfor? Fordi de forstod, at bristen i deres liv var kendetegnet af en brist i deres forhold til Gud.

Jeg fandt senere ud af, at hos den tidlige kirkes store teologer og hellige asketer var tårerne et betydningsfuldt tegn på vejen til foreningen med Gud. Disse angerfulde tårer, som jeg så i min barndom, var et led i en proces, der skulle forvandle vores hårde stenhjerter til blødende og bankende hjerter for verden. Den hårdhed og tendens til at aflægge dom over andre, der før prægede vores liv, skulle afløses af en ny barmhjertighed, der ligner Guds: ham, der selv går i døden for alles skyld. For ørkenfædrene er dyden ’du skal ikke dømme’ en af det mest efterstræbelsesværdige. De er et tegn på enhver kristens kald: Vi er ikke kaldt til at dømme verden, men til at græde over den.

Men i moderne kristendom er tårerne ved at blive en udtørret kilde. Hvem taler om at give plads til tårerne i gudstjenesten? Hvem viser os tårernes plads i bønnen?

*

Olivier Clement siger, at ”vi er blevet en civilisation, som ikke mere græder og derfor skriger meget”. Vores hjerter er blevet hårde som sten og har nærmest sat sig fast i halsen. Men vores hjerter har potentiale for forvandling. Selv de største klipper vil med tiden blive formet efter det bløde, rindende vand. Der findes en kraft i vandet, i tårerne, der langsomt men sikkert vil sætte sit aftryk på hjertet af den, der græder, og føre hjertet med sig, så det indfinder sig dér, hvor det hører hjemme: i barmen. Tårerne vil med tiden gøre os barm-hjertige.

Fædrene taler om tårerne som en gave, man modtager. Den bliver givet til den, der søger Gud i bøn og gudstjeneste. 300-tallets store åndelige vejleder, Evagrios af Pontos, rådede munken til at søge denne glædelige gave: ”Først og fremmest skal du bede om tårernes gave, der gennem sorgen blødgør dit hårde hjerte og tæmmer det, der er vildt i din sjæl. Bekend dine synder for Herren og Han vil tilgive dig”. For Evagrios har tårerne forbindelse med ’blødgørelse af hjertet’ (hvad vi her vil kalde barmhjertighed), med ’tæmning af sjælen’ (som man klassisk kalder askese, øvelse) og ’tilgivelse’. Selv om tårerne hos fædrene er et led i en proces, bliver det aldrig noget skematisk. Tårer er uløseligt forbundet med kærlighedsmødet med Gud. Ingen personlig relation kan sættes i skema, mindst af alt erfaringen af Gud.

*

Men kan tårer virkelig være en gave, der gives? Vi kender jo alle erfaring med tårer fra vores første, spæde værdtrækning! Fysiologisk betragtet er der tre slags tårer. Først er der de basale tårer, der hos enhver altid og hele tiden fugter øjnene. Dernæst er der reflekstårer, der bliver aktiveret ved irritation af øjnene. Til sidst er der de emotionelle tårer, der bringes frem ved følelser som anger, sorg, vrede eller glæde. Profant set er tårerne noget naturligt. Men i et teologisk-sakramentalt perspektiv kan disse naturlige tårer forvandles til hellige og åndelige tårer.

Åndelige tårer (der vel at mærke ikke skal forstås som noget ikke-materielt) kommer til den, der møder Gud. I dette møde ser vi vores egoisme og vores manglende evne til at elske alle; derfor begræder vi vores synd. De første tårer er angerfulde tårer, og disse er ifølge den nyligt afdøde monastiske fader, Matta El-Meskeen (d. 2004), ”moderen til bønnen”. Disse tårer leder til et dybere bønsliv. De næste slags tårer er ”datteren af bønnen” og er således en frugt af det nære venskab med Gud. Disse tårer er glædefulde og afslører, at det ”indre menneske fornyes fra dag til dag” (2 Kor 4,16).

*

De første slags åndelige tårer er nært forbundet med omvendelsen (metanoia) og anger (penthos). Kirkefaderen Gregor af Nyssa har allegorisk udlagt fortællingen om Moses’ vandring i ørkenen som sjælens rejse mod Gud. Gregor viser tre trin på denne rejse. Det første er Moses’ møde med Gud i den brændende busk, det næste er vandringen i ørkenen med skystøtten, og det sidste er mødet med Gud i mulmet og mørket, ”dér, hvor Gud er” (2 Mos 20,21). Det første trin viser hen til omvendelsen. Gud viser sig som ild i busken, en ild, hvis varme og røg får øjnene til at løbe i vand og renser dem, så de med tiden vil beskue (contemplatio) klart. Med grådfyldte og vandigt slørede øjne græder vi omvendelsens tårer i mødet med Den Hellige. Vi aflægger vores egoisme og selvcentrerethed, som Moses tog sine sandaler af, og lægger dem foran Gud.

Selv om angerens tårer er de første tårer på den åndelige rejse, betyder det ikke, at de kun hører til hér. Hele livet igennem – jo nærmere vi kommer Gud – vil vi græde over os selv. 600-tallets ørkenasket, Isak Syreren, barmhjertighedens teolog, som han kaldes af venner, siger, at ”omvendelse er enhvers behov, synderen som den retfærdige”. Omvendelse skal med andre ord være den døbtes normaltilstand.

Den videre rejse til dybere forening med Gud er en rejse, hvor vi må aflægge alle vores idéer om Gud. Gregor kalder dette for apofatisk teologi, en teologi der går bag om alle begreber, idéer og forestillinger, ja selv eksistens. Gud er større og mere end alt, der er skabt og nævnes kan. Han både eksisterer, eksisterer ikke, og går ud over eksistens. Dette er på én gang fascinerende og skræmmende (fascinosum et tremendum) og er et mysterium, der fremkalder ”frygt og bæven”, og som gør, at vi ”arbejder på vores frelse” (Fil 2,12) med sved, blod og tårer.

Ørkenmoderen Syncletica bruger et billede, der ligner Gregors: ”I starten er der megen strid og møje for dem, der nærmer sig Gud, men siden indfinder der sig en uudsigelig glæde. De, der vil tænde en ild, hoster og græder og lykkes først da at udføre det, de vil. Det hedder jo: ’Vor Gud er en fortærende ild’ (Hebr 12,29). På samme måde bør vi tænde den guddommelige ild indeni os med tårer og møje”.

I vores første møde med Gud, tænder Gud ilden. Siden kræver vandringen af os, at vi selv skal øve (askesis) os i at tænde ’ilden’ eller ’bålet’, som amma Syncletica siger det. Askesen bliver her tårernes forudsætning. Tårerne, der grædes her, vil i starten sløre øjnene, men siden vil de rense dem, så vi ser klart. Vi indser i beskuelsen og kontemplationen af Gud, at han transcenderer alt, hvad vi troede, han var. Enhver betegnelse, vi prøver at beskrive Gud med og enhver definition, bliver for lille og indskrænket. Dette er, hvad mulmet og mørket betegner. I dette mørke kan Gud være den, han virkelig er – for ”intet menneske kan se Gud og beholde livet” (2 Mos 33,20).

*

Tårerne er ikke mismodets (acedia) tårer, men glædens tårer, for de rensende tårer gør os mere og mere seende og gør det muligt for at kontemplere (beskue, se) Gud. Og i mødet med Gud ”forvandles vi efter det billede, vi skuer” (2 Kor 3,18). Tårerne er således ikke dysterhedens tårer, det er håbets tårer! Som kristne er vi kaldede til at sprede det håb, der kan forvandle verden. Når vi bliver seende, er det ikke Gud, der forvandles for vores øjne, men os selv. Vi får indsigt i, hvem vi er: både de lidenskaber, vi kæmper med, men især en forventning om den forvandling, frelsen giver, og som fædrene kalder guddommeliggørelse. Når vi for alvor får indsigt i os selv, får den rette selverkendelse, bliver vi ydmyge. For vi finder i vores eget dyb en afgrund og et potentiale for ondskab. Denne selverkendelses ydmyghed gør, at vi ikke længere dømmer andre, men græder for andre.

*

Er det mon alle de helliges tårer, der har levet forud for os, der udgør vores dåbsvand? Herren samler jo vores tårer, som det hedder i Salmernes bog: ”mine tårer er samlet i dit kar” (56,9). Fædrene så en naturlig forbindelse mellem dåben og tårerne. De kaldte tårerne for ’den femte dåb’; før den kom Moses’ symbolske dåb, Johannes’ dåb, den kristne dåb, og til sidst martyriets blodige dåb. Når Ånden fører os ad selverkendelsens smertelige vej, bliver vi helliget gennem tårernes sakramente. 600-tallets Johannes Klimakos peger på, at mens dåbens vand har vasket os rene fra synder før dåben, vasker tårerne os rene fra synder efter dåben. Tårerne bliver her til en reaktualisering af dåben og dens kaldelse: at blive barmhjertige og at græde for verden.

At blive døbt er at aflægge sig sin verdensfjendske individualitet og blive ægte ’person’ (hypostasis), en ven af alt skabt. Den ortodokse, økumeniske teolog, John Zizioulas, forklarer, at individet eksisterer i isolation, mens personen eksisterer i relation. At blive til person sker i mødet med andre og især i mødet med Den Anden, Den Helt Anderledes. Gennem dåben bliver du altså indpodet i et det personlige fællesskab, der viser sig i Kirken. I kirkens bad modtager vi ifølge Zizioulas en ny hypostase, en ekklesiologisk (kirkelig) hypostase; en ny måde at eksistere på, hvor vi ikke lever for os selv, men – ligesom Kristus – lever for andre. Derfor gælder tårerne ikke bare dig selv. Bare tænk den tanke, at dine tårer frelser verden og udgør andres dåbsvand!

*

Derfor skal vi ikke græde af selvmedlidenhed. Vi skal ikke græde blot for at få tilgivelse. Men vi skal græde, for at vi i os må finde den sande barmhjertighed, der har sin kilde i Gud. Ud fra ham udspringer alt godt, sandt, ægte og skønt. Vi skal græde, så vi finder en barmhjertighed, der ligner hans, så vi er villige til at gå i døden for vores fjender, dem, der hader os, og dem, vi ikke forstår at elske.

Vi græder ikke for at få tilgivelse, men for at selv få evnen til at tilgive vores næste og os selv. Sandt er det, at vi også begræder os selv. Men vi skal ikke søge at opregne enhver synd, vi gør, men bekæmpe syndens kilde, lidenskaberne, som Evagrios af Pontos lærer os. Denne kamp er en daglig øvelse (askese) i ikke at sætte sig selv i centrum. Askesens mest klassiske udtryk er fasten: at afstå fra noget for at give plads til noget andet. Når vi faster fra mad, erfarer vi, at ”tårer er blevet vores brød dag og nat” (Sl 42,4). Men askesen er virkningsløs uden bønnen, som Matta El-Meskeen siger: fast ikke uden at bede, bed ikke uden at faste. Der er et gensidigt, reciprokt forhold mellem bønnen og fasten. Kun sammen giver de styrke og liv. Fasten lærer os at ikke have nok i os selv. Bønnen lærer os, at fasten kun har værdi i forhold til vores relationer. Og igen indser vi gennem fasten, at vi kun kan have ægte relation (og blive til ægte person), når vi mister os selv og ser den anden. Derfor er teologien omkring tårer i Østkirken ofte nævnt i sammenhæng med den vedvarende benævnelse af Jesu navn, den såkaldte ’Jesusbøn’, som lyder: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig”. Wilfrid Stinissen fortæller os, at efterhånden som den døbte bliver virkelig person – det vil sige tænker relationelt, kollektivt og kosmisk – bliver Jesusbønnens ’mig’ til ’os’ – ”forbarm dig over os”. Den vedvarende bøn bliver til en forbøn for alt skabt. Eller som Matta El-Meskeens kunne have sagt det: vi græder i stedet for andre.

*

Den største fristelse for den, der er nået langt i det åndelige liv, er hovmodet. ”Jeg beder mere end alle, jeg kender, jeg græder for hele verden!”. Den monastiske litteratur er fuld af advarsler til den, der er på vej mod fuldkommenhed. Falder du for fristelsen til at ophøje dig selv på grund af den gave, der er dig giver, bliver den ikke til velsignelse, men til dom. Derfor må både omvendelsens angrende tårer og tårerne for verden samtidig løbe ned af kinderne. De første for at gøre os ydmyge, de næste i bevidstheden om, at vi ikke er døbt for at frelse os selv, men til at bede for hele verdens frelse, som Olivier Clement fortæller os.

Men hvad med os, der ikke kan græde? Os, der ikke har modtaget tårernes gave? ”Tårerne er en nådegave, der gør det muligt at holde den guddommelige ild levende indeni sig uden at miste synet i mødet med røgen og gløderne”, siger Professor Samuel Rubenson. Tag derfor udgangspunkt i den længsel, der allerede findes i dig – og pust! Blæs på gløderne af den ild, den guddommelige gnist, der findes i dig. Pust på askesens bål. Kommer der ingen ild, pust da endnu mere, vejleder Rubenson os. At vente på denne nådegave kan tage lang tid. Her er 40 år kun en start, erfarer vi hos ørkenfædrene.

*

Tårer kan være medicin, men aldrig mad! Alligevel er der ikke langt mellem de kristnes måltid, eukaristien, og tårernes gave. Mens dåben lader os deltage i taksigelsens måltid, har tårerne allerede del i liturgiens mysterium. Vandet og vinen, der blandes i kalken under gudstjenesten, symboliserer vandet og blodet, der strømmede ud af Kristi side på korset. Fædrene tolkede snart vandet og vinen som de to elementer, der konstituerer kirken: dåben og eukaristien. Men vandet har flere betydninger. Det betegner også hele menneskeligheden, der blandes med guddommelighedens blod. Dertil kommer, at når Jesus græd på korset, blandedes vandet med hans tårer. ”Jeg må … blande mit vand med tårer” (Sl 102,10). Græder du ikke endnu, find da trøst i, at du i kalken modtager Kristi tårer. Så bliver Kristi tårer det livgivende vand, der siden vil løbe ned af vores kinder. Tårernes gave kan komme som ydre tårer, men gør det ikke altid. I vandet og vinen vil du finde dit tegn. Så skal du blive lykkelig, for ”salige er I, som græder” (Luk 6,21).